Styrkeudholdenhedstræning hvor belastningen understiger ca. 70% af 1RM er oftest, for normale idrætsudøvere, virkningsløs til, at forbedre den maximale muskelstyrke og medvirke til muskelvækst. Dette skyldes, at musklen ikke udsættes for en egentlig overbelastning.

Der kræves en relativt høj muskelspænding for, at musklen skal blive stærkere. Der kræves altså en høj træningsintensitet og belastningen må øges progressivt - dette kan ikke kompenseres ved et øget antal repetetioner. Styrkeudholdenhed indgår sjældent i idrætsmæssig sammenhæng. Som oftest vil det være enten den maximale styrke eller konditionen, der er begrænsende for præstationen. Da de fleste idrætter arbejder med en tidsbestemt præstation, vil det heller ikke være evnen til udvikle kraft over lang tid, men evnen til at udvikle kraft i forhold til en given tid der er afgørende. Styrkeudholdenhedstræning bør derfor ikke sigte på at opøve evnen til, at fastholde en given kraft i lang tid, men, at udvikle så stor kraft som mulig, statisk eller dynamisk, i forhold til en given tid. Dette betyder i praksis at en udøver hvis idræt indebærer udvikling af dynamisk styrke eks. 1 min. skal øge belastningen, der kan gentages til udmattelse i 1 min frem for, at øge antallet af gentagelser, der kan udføres ved en given belastning til udmattelse.

De tilpasninger, der sker i musklen ved styrkeudholdenhedstræning, er de samme som sker ved konditionstræning.

Der kan defineres tre former for styrkeudholdenhed:

Dynamisk udholdenhed:
Evnen til at gentage en kontraktion så mange gange som muligt ved en given belastning.

Statisk udholdenhed:
Evnen til at fastholde en given spænding så lang tid som muligt.

Gentaget statisk udholdenhed:
Evnen til at gentage en given statisk kontraktion af en vis varighed, med en fastsat pause imellem.